Uddeling af sognets julehjælp

Af: Kurt Hansen
Igen i år er sognets menighedspleje i stand til at hjælpe mennesker, der af en eller anden grund har behov for hjælpende hånd rent økonomisk for at julen kan blive den gode oplevelse, som alle ønsker sig.

I år har der været i nærheden af 40 ansøgere til sognets julehjælp. Hertil kommer der et ukendt antal mennesker, som får en håndsrækning via et samarbejde på provstiplan mellem kirkens julehjælp og kommunen. Kirkens julehjælp består af juleposer med madvarer, så man kan få en rigtig god julemiddag. Udover maden er der også en lille gave til børnene. Der er så meget i poserne, at det også rækker ind i juledagene.

Menighedsplejen kan kun uddele julehjælp, fordi folk gennem året støtter julehjælpen. Restaurant Mellem Jyders spisearrangement i november måned, Kvickly, Flyvefisken, Legekæden og Sportigans rabatter ved indkøb til juleposerne og de mange donationer, som kommer op mod jul fra private, samt alle de små og store pengegaver, som folk har lagt i kirkebøsserne gennem året, gør, at der kan bruges 45.000 til 55.000 kr. på at uddele julehjælp til medborgere i nød.

Del dette: