Mellem himmel og jord

Her bringes forskellige indlæg forfattet af sognets præster. Emner for indlæg kan være alt mellem himmel og jord. 

Til toppen

Op al den ting som Gud har gjort

Af sognepræst Maria Louise Sønderby Andersen

For tiden går jeg mange ture. Som regel er det den samme tur, jeg går: Jeg går ud på Ahl. Jeg nyder den smukke natur, udsigten over Ebeltoft by, jeg snuser til hybenrosernes besnærende duft, mærker vinden i mit ansigt og hår. Jeg nyder synet af heste med føl, af svaler, måger og det rige fugleliv. Jeg går ud til vandet og hører det bruse eller klukke, og måske mærker jeg også på det for lige at føle, om det nu er blevet lunt.

Jeg går, når jeg har brug for at lade batterierne lidt op. Når der er for travlt på arbejdet, når noget tynger mig, når jeg er træt. Men jeg går også, når jeg er i godt humør, når jeg har lyst og tid til det. Jeg går i stort set al slags vejr. Gåturen er en pause, et åndehul fra hverdagens trummerum.

Når jeg går, så tænker jeg ofte på salmen Op al den ting, som Gud har gjort. Brorson skrev den i 1734, og den er stadig en af de mest elskede og sungne salmer.

Brorson voksede op i et præstehjem i Randerup i Sønderjylland, og man kan levende forestille sig, hvordan han gik omkring i de blomstrende marskenge med frit udsyn til himlen over sig.

Salmen beskriver den positive undren over naturen: Brorson er næsten svimmel over naturens skønhed, lige fra det mindste græs og blomsterne i enge til fugleflokken og den blinkende stjerneflok.

Ansigt til ansigt med Guds storslåede skaberværk er det svært at finde ord, der helt slår til. Det erkender Brorson, der jo ellers selv var ferm til at digte. Men det man kan gøre, er at bekende Guds storhed:

Hvad skal jeg sige? mine ord

vil ikke meget sige:

o Gud! Hvor er din visdom stor,

din godhed, kraft og rige!

Salmen har tydeligvis også inspireret Halfdan Rasmussen i digtet Den stærkeste mand:

Den stærkeste mand i verden

kan bære en flodhest i tænderne

og løfte en sporvogn fra skinnerne

imens han klapper i hænderne. 

Men sætte en blomst på et lille strå

og farve den vældige himmel blå

og skænke sin søster en mælketand

det evner han ikke, den stærke mand!

Den brorsonske udgave af den samme lovprisning lyder:

Gik alle konger frem på rad

i deres magt og vælde,

de mægted ej det mindste blad

at sætte på en nælde.

Disse to store digtere fortæller os, at der er mange ting i vores liv, vi ikke er herre over. Det er vi ellers ofte tilbøjelige til at forestille os; at vi skal have styr på alt, på stort og småt, og det kan medføre unødige bekymringer og stress.

I stedet for skulle vi måske rette fokus et andet sted hen? På alle de gode ting, der er i vores liv?

Der er så meget at sige tak for! Det mindes vi om i salmen, og det bliver jeg mindet om, hver gang, jeg går en af mine ture ud på Ahl. Her bliver min verden for en stund sat i perspektiv.

God sommer!

 

 

”Det sku` være så godt, og så det faktisk skidt”

Af sognepræst Heidi Bisgaard.

Sangen om Larsen var en del af min barndoms lydtapet. I sær husker jeg sangen fra min mormor og morfars køkken i det moderne parcelhus, de var flyttet ind i som aftægtsbolig efter de havde overdraget ”gården” - udtalt med et særligt Hornsherredsk dialekt - til min onkel. Det var ikke så tit vi besøgte vores mormor og morfar, for de boede på Midtsjælland og vi boede i Himmerland her i Jylland. Det var en lang tur, ja nærmest en rejse der tilbage i 70erne da jeg var barn, så det var noget der skulle planlægges. Men, det var altså hos min mormor og morfar, jeg første gang lagde mærke til Sangen om Larsen, hvor det sku være så godt, og så er det faktisk skidt.

For det synes jeg faktisk nogen gange det var hos min mormor og morfar. De forstod nemlig ikke hvor svært det kunne være at skulle forholde sig helt i ro, sidde stille og tie stille en hel halv time mens min morfar tog sin ritualiserede middagslur midt på dagen fra halv et til et. Hver dag. Alle de dage vi besøgte dem skulle min morfar ind og sove en lur og man måtte ikke forstyrre ham. Sådan var reglen.  Det var virkelig en hård regel, synes jeg dengang 5 år gammel.

Men så en dag skete det, at linjen fra Sangen om Larsen tilflød mine ører: ”det sku` vær` så godt, og så det faktisk skidt”. Dengang forstod jeg ikke hvad sangen handlede om, og slet ikke ironien i den, at det er sang om en mand der må se alle sine ambitioner blive indfriet af andre, mens Larsen aldrig selv når noget af alt det han stræber efter. Men jeg forstod linjen: Det sku vær så godt og så det faktisk skidt. For det synes jeg jo, var det jeg oplevede mens jeg ventede på, at min morfar skulle stå op fra sin middagspause.

Nu er det Kristi Himmelfart og sommeren nærmer sig og sommerferien. Også for os i vores lille familie er sommerplanerne så småt ved at tage form. Men i de sidste par dage har jeg taget mig selv i at gå og nynne linjen fra Sangen om Larsen. Hvorfor dog det? Lige pludselig slog det mig, at vi skal huske pauserne, hver dag, også i sommerferien. Et godt sted at holde en pause er i kirken. Mange kirker er åbne gennem dagen, så man bare kan gå ind og sætte sig. Men en gudstjeneste kan nu også noget. Høre en prædiken, synge med på salmerne, og lytte til organistens spil. På den måde få sat livet og ambitionerne og sommeren ind i en anden ramme end vi ellers lige gør. Det er nu helt godt.

God Kristi Himmelfart. Heidi Bisgaard

En mur af tavshed

Af sognepræst Maria Louise Sønderby Andersen

Der er en fantastisk dokumentar, der hedder "En mur af tavshed". Den handler om børn, der har mistet en forælder, og den efterfølgende tavshed dødsfaldet ofte medfører. Disse børn brænder ofte inde med en masse følelser; sorgen over tabet, angsten for at miste igen. For i skolen bliver de mødt af en mur af tavshed, fordi børnenes omgivelser ikke ved, hvordan de skal takle barnets sorg. Det er rigtig svært at tale om døden og de konsekvenser, den får for vores liv. Derfor er den letteste løsning at undgå at tale om sorgen, og en forfejlet pædagogisk metode er at lade barnet være i fred. Jeg kan selv huske en pige fra min skoletid, der mistede en lillebror. Lærernes råd var, at det var bedst, at vi lod hende være i fred.

Derudover har jeg oplevet det på egen krop, da min egen far var syg og tæt på at dø flere gange. På det tidspunkt gik jeg i 1.G., og mange af mine klassekammerater anede simpelthen ikke, hvordan de skulle takle sådan en situation, så de kom ikke hen og snakkede med mig.

Man mødes bogstavelig talt af en mur af tavshed. Herved rammes børnene dobbelt; nu skal de både håndtere sorgen og ensomheden. Jeg vil vove den påstand, at vi ikke møder sorgen og døden så tit i dagens samfund. De gamle kommer på plejehjem og de syge på sygehus. Vi har ikke en sørgeperiode, hvor vi går i sort tøj eller med sørgebind. Ydermere er der en tendens til, at vi gerne vil tage os godt ud på de sociale medier: Vi skriver kun de gode ting – og derfor ser vi ikke særlig meget til sorgen her.

Præst og psykoterapeut Bent Falk har sagt, at ”sorg er kærlighedens pris”. Når vi mister et elsket menneske, da er den pris, vi skal betale for kærligheden, sorgen. Og det er jo på sin vis positivt; for det betyder jo, at vi har haft noget godt sammen med det menneske, som det er værd at huske på og mindes.

Derfor skal vi turde at tale om sorgen: Vi skal turde spørge ind til, hvordan det egentlig går, når en i vores omgangskreds har mistet et elsket menneske. Vi skal turde bryde muren af tavshed ned. På den måde – tror jeg – lærer man ”lettere” at leve med sorgen og huske på de gode minder om afdøde, i stedet for at være nervøs for, hvordan omverdenen vil reagere, hvilket kan resultere i, at man gemmer sorgen og savnet væk.

I Syddjurs samarbejder kommune og kirke om sorggrupper, hvor man får lejlighed til at tale med andre i samme situation. Dels er der sorggrupper for voksne, dels oprettes en sorggruppe for børn og unge her til foråret.

Lad os turde bryde muren af tavshed!