Mellem himmel og jord

Her bringes forskellige indlæg forfattet fortrinsvis af sognets præster. Emner for indlæg kan være alt mellem himmel og jord. 

Kærligheden lever, og vi skal leve

Af sognepræst Maria Louise Sønderby Andersen

Jeg vil gerne vise jer et par billeder. Min søn, Magnus, står ved vores familiegravsted. På den ene side ligger min mors familie begravet; min oldemor og mormor og morfar. På den anden side af gangen ligger min fars familie; min far, farmor og farfar, oldemor og oldefar samt tipoldemor og tipoldefar er begravet. Senest var det min mormor, vi begravede, og på billedet er vi der for at lægge blomster ved graven.

I tiden efter påskedag, efter Jesu opstandelse, hører vi, at Jesu følgere møder ham forskellige steder. Maria Magdalene kommer for at se til graven og møder i stedet for den opstandne Kristus, og han slår følge med nogle af disciplene på vej til Emmaus. Fælles for fortællingerne er, at Jesus forsvinder snart efter, at de har genkendt ham. For Jesus er der som den opstandne, ham der er uden for tid og rum hos Gud.

Herefter venter der Maria Magdalene og disciplene et andet og anderledes liv end det, de kendte. Ganske som vi oplever det, når vi har båret et elsket menneske til graven. Livet herefter bliver aldrig det samme.

Men opstandelsen er der. Som en tro på og håb om, at ham eller hende, jeg har mistet, nu er hos Gud. At Jesus er gået i forvejen, som han fortalte det til Maria Magdalene.

Opstandelsen er der som lyset, der skinner i mørket, som de grønne blade og planter, der nu pibler frem, hvor alt før var dødt. Opstandelsen er, at livet går videre, ikke som før, men nu også med sorgen og kærligheden i hjertet. Opstandelsen er for mig også, når jeg besøger familiegravstedet sammen med min søn Magnus, at tænke på, at slægt skal følge slægters gang, og at vi snakker om de døde.

Opstandelsen er også, at sorgen med tiden forvandles til en dyb taknemmelighed over, at jeg fik lige netop det menneske i mit liv. Og den kærlighed, der var, den forsvinder aldrig. Den lever!

Kom, hjerte, med hvad dødt du har,

hvad du med sorg til graven bar,

gak med det alt til ham, som døde,

men levende dig nu vil møde!

O salig påskemorgenstund

med guld i mund!

(Sl. 224 Stat op, min sjæl, i morgengry!)

Kære venner!

Af  sognepræst Juma Nellemann Kruse

I en tid, hvor medierne er fulde af historier om corona, og vores sind og tanker ofte er det samme – kan det være godt at dykke ned i noget helt andet.

For eksempel, sproget. Sproget, der former vores verden. Og sommetider virker sproget i visse situationer helt forkert.

Således oplevede jeg, da jeg for nogle uger siden i en tekstlæsning fra alteret skulle læse ”Far ikke vild, mine kære brødre” – at jeg fik en spontan lyst til at tilføje ”og søstre!”, men man ændrer jo ikke bare i en bibeltekst efter for godt befindende.

Men det bliver der måske snart rådet bod på. Således udkom Bibelen2020 for nylig. Det er en såkaldt ”nudansk” oversættelse af hele biblen. Denne nye bibel har tilstræbt et sprog, som er tæt på det sprog, nutidsmennesker normalt bruger. Man kan sige, at betydningen her er vigtigere end ordene. Når det er helt åbenlyst, at et udsagn er henvendt til alle, så oversættes ”Kære brødre” i stedet til ”Kære venner!”. Hvor det er åbenlyst, at der er tale om alle mennesker, oversættes ”mand” til ”menneske” osv.

Et andet godt eksempel, som sikkert vil blive diskuteret meget, er, at ordet ”synd” er væk. Nu er det ikke en bibel til brug i hovedgudstjenesten, højmessen, og derfor er det forfriskende med en anden oversættelse af ordet ”synd”, så også 16-årige kan følge med. Synd betyder jo ”bare”, at man gør det modsatte af, hvad Gud ønsker af os. Nemlig – at vi elsker vores medmennesker, som Gud elsker os.

Den nye oversættelse må endnu ikke bruges ved hovedgudstjenesten om søndagen. Men det kan meget vel tænkes, at vi får lov til at vælge frit på et tidspunkt. Det må tiden vise.

I disse corona-tider er det sin sag at gøre det rigtige. Og apropos sprog og betydninger, er der heldigvis meget mere travlt ved håndvasken end normalt. Normalt er det ikke godt at vaske hænder i bibelsk forstand. Det er det samme som ansvarsforflygtigelse. Det var jo det, Pontius Pilatus gjorde for at vise sin påståede uskyld, da han overgav Jesus til døden, selvom han ikke mente, Jesus havde gjort noget forkert.

Og som det hed i en tegning om corona-krisen: Elsk ligesom Jesus, vask hænder ligesom Pontius Pilatus. Også selvom dette at elske for tiden betyder at holde afstand.

Om at frygte og stadig se det glædelige livet er fyldt med

Af sognepræst Heidi Bisgaard

Den aktuelle situation kræver af os at vi frygter, for frygten får os til at forstå at det er alvor, samtidig kan vi ikke leve vores liv i frygt, vi skal også turde trodse frygten, så den ikke kommer til at stå i vejen for alt det glædelige livet stadig er fyldt med.

I den lille Tænkepause som hedder Erindring, fortæller Dorthe Berentsen om noget hun kalder for: spontane erindringer. Spontane erindringer er huskebilleder, der dukker op af sig selv, når noget i en aktuel situation eller begivenhed fodrer hukommelsen med en associationsforbindelse, der minder en om noget, som er så præcist, at man pludselig kommer i tanke om noget, som egentlig var glemt.

Sådan en spontan erindring fik jeg da Statsministeren på et af de mange ekstraordinære pressemøder, der har været i den seneste tid, sammenlignede corona med den spanske syge der hærgede verden i begyndelsen af 1900-tallet.

Den sammenligning sendte mig straks på en tidsrejse hjem i min farmors soveværelse, hvor hun på sit natbord havde et gammelt sort-hvid billede af en ung pige stående. Det var et fotografi af min farmors kusine, som var død af den Spanske syge. Det billede kom i erindring af den aktuelle situation. Erindringen fik mig til at forstå alvoren. Vi skal tage vores forholdsregler. Vaske hænder, spritte af. Undgå så vidt muligt at forsamle os. Også i kirken, hvor alle gudstjenester foreløbig de næste 14 dage er aflyste. Alle disse tiltag, fordi vi frygter at vi kan komme til at smitte de mest sårbare i vores samfund.

Men alle disse påbud kan også få frygten til at vokse i dimensioner. Vi kan ikke leve vores liv i frygt. Lige nu skal vi tage vores forholdsregler, men vi skal også trodse frygten, så den ikke kommer til at stå i vejen for det smukke og glædelige livet stadig er fyldt med. Det er faktisk det kirkens fastetid handler om. Fasten handler om at forberede sindet på at stå imod så vores tro kan få mere plads. Uanset hvordan vi forholder os til kirkens faste, så er vi I år ligesom alle sat i berøringsfaste, en faste som man kan håbe på, vil bremse smittespredning, men også frugtbar på den måde, at vi får øje på det egentlige i vores liv.

Derfor, endnu et erindringsbillede fra da jeg var ca. 7 år gammel. Ikke fordi, jeg var et specielt frygtsomt barn, men jeg var alligevel ikke meget for at rejse alene. Men ville jeg besøge min farmor, så skulle jeg selv tage bussen som gik fra Aars i Himmeland, og stå af i Holte nord for København. Der var ikke meget, jeg hellere ville, end at besøge min farmor, men jeg var virkelig bange for rejsen derover. Jeg frygtede, at jeg ville komme til at stå af det forkerte sted, eller at jeg vil komme ind i den forkerte bus på færgen. Jeg var simpelthen bange for at blive væk. Men samtidig vil jeg jo gerne besøge min farmor. Da jeg satte mig i sædet i bussen, og min mor stod på fortovet og vinkede, havde jeg allermest lyst til løbe ud af bussen, men det gjorde jeg ikke. Den dag lærte jeg noget vigtigt, at havde jeg givet efter for min frygtsomhed, så ville den have begrænset mig og i værste fald kommet til at stå i vejen for alt det skønne, smukke og glædelige som livet er fyldt med.

Ligesådan håber jeg, at når vi er forbi corona, så kan tage det med os, at der skal mere end corona til at slå det skønne, smukke og glædelige ud af vores tilværelse. 

Jeg vil slet ikke undvære det mørke, der er i lyset

Af sognepræst Maria Louise Sønderby Andersen

”Julen er det værste, jeg ved!” Sådan sagde en enke engang til mig, da jeg er på besøg efter hendes mands bisættelse. Vi talte om, hvordan man kommer igennem julen, når stolen for bordenden pludselig står tom, savnet af den elskede stadig er ubærligt og alt er forandret, mens børn og børnebørn stadig forventer, at alt er ved det gamle. Det står jo i skærende kontrast til den juleglæde, som vi ser i børnenes øjne, når træet bliver vist frem i al sin glans og gaverne ligger og frister i glitrende indpakning.

Julen er hjerternes tid, men jo også kontrasternes tid. Julen er også de sørgmodige hjerters tid. Som præst har jeg på fornemmelsen, at mange føler, der ikke er tid og plads til julesorgen.

Hjertet er et af julens symboler. Vi forbinder det med kærlighed og glæde. Men jo mere klog man bliver på livet, jo tydeligere er det, at de sørgmodige hjerter banker særligt højt ved juletid.

Juleevangeliet bringer glæden til os, der lever i verden - ikke sådan som vi burde være, men sådan som vi er på godt og ondt. Det er til os, Gud har sendt sin frelse. Juleglæden er for alle, også dem, der har oplevelsen af sorg, livsangst, ensomhed, skyld og svigt inde under huden i disse dage. Til dem lyder det, at barnet i krybben er sendt til os for at tale til os ud af Guds hjerte; fortælle os, at vi er husket og set; at vi ikke er overladt til mørket, men omsluttet af Guds fred og kærlighed.

Jo, julen er jo ikke kun hjerternes fest. Den er først og fremmest Hjertets fest, det store hjertes fest, det hjerte, der i sig kan rumme alle andre hjerter. Guds Hjertes fest. Det er Guds kærligheds mysterium, vi fejrer i julen, at han kom for at opsøge og favne os alle – både familiens glade børn, dem, der savner et elsket menneske, dem, der ikke kan klare sig selv, dem, der er udenfor, og dem, der ingen andre har.

Det kunne da være fristende at give slip på den tyngde i hjertet, som mange af os går rundt med i julen. Men når jeg tænker efter, så vil jeg ikke selv undvære det mørke, der er i lyset. Det får nemlig lyset til at stråle endnu smukkere, og i den glans vil også jeg huske mine kære.

Tradition og fornyelse

Af Juma Nellemann Kruse, sognepræst i Trige-Ølsted-Spørring og Ebeltoft-Dråby-Handrup

Jeg spekulerer jævnlig over forholdet mellem tradition og fornyelse i folkekirken. Lige fra en bestræbelse på at bruge salmer fra fx salmebogen ”100 salmer”, som kan siges at repræsentere fornyelsen. Til helt nye måder at holde ”alternative” gudstjeneste på (fx holdt vi løbegudstjeneste i Ebeltoft først i oktober).

Og i tillæg hertil, overvejelser over selve højmessen, søndagens formiddagsgudstjeneste. Skal den mon gøres mere forståelig? Skal dåbs- og nadverritualet? Når vi tænker tradition, må vi jo også huske, at nuværende gudstjenesteordning ikke er ældre end 1992, hvor nuværende ritualbog blev autoriseret.

Hvad kirkegængerne i de enkelte kirker sikkert ikke altid er opmærksom på, så er der faktisk mere end et nadverritual til højmessen, og kommer man i samme kirke, hører man sjældent (aldrig?) mere end en version.

Nadverbønnen slutter dog som hovedregel ens. Blot for at sige, at der også er variationer i dag, og gudstjenestelivet bliver næppe fattigere af, at der kommer en eller to nye muligheder til. Det gælder også dåbsritualet, hvor der ikke rigtig er nogen variationsmuligheder. Her ville gudstjenestelivet ligeledes næppe blive fattigere af, at der kommer nogle alternativer. I min optik handler det om sproglig fornyelse eller en sproglig præcisering. Både nadver og dåb må gerne fortsat være ”mystiske”. Vi behøver ikke at vide eller forstå alt. Men derfor kan man jo godt forsøge at være så præcise i sine ord, som det er muligt.

Tillad mig her at komme med et (udkast til et) forslag til ny dåbsbøn, som delvis bygger på den gamle bøn:

”Lad os alle bede! Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved Jesus Kristus har givet os den hellige dåb, hvorved vi bliver en del af fællesskabet af alle døbte, og indvies til at blive en Jesu discipel, som det Guds barn vi er. Vi takker dig for dit bud om at elske Gud og næsten, som du elsker os, og vi takker dig for at samle os op med al din nåde og tilgivelse, når vi fejler på livets vej overfor vor næste. Vi beder dig: Tag

dette barn (disse børn), som vi snart bærer frem ved døbefonten, i dine kærlige arme, gør det (dem) til en del af den præstationsfrie zone, vi kalder menigheden eller fællesskabet af alle døbte, og lad det (dem) blive dér, både i barnets (børnenes) jordiske liv, og hinsides i evigheden, når vi når dertil. Amen”.

Alle Helgens dag

Af sognepræst Jan Schmidt, Tved-Helgenæs-Vistoft pastorat. 

Den første søndag i november holder vi i de danske kirker alle helgens dag. På alle helgens dag mindedes man i den katolske kirke alle de katolske helgener.

Med Luthers reformation blev det anderledes. Da begyndte man i højere grad at mindes de mindre kendte helgener. Dem, der var helgener i vores eget liv. De af vores kære, vi har mistet.

Ikke fordi de var hverken mere hellige eller fuldkomne end så mange andre, men fordi de med deres liv var med til at vise os det hellige ved at vise os kærlighed – ved at være salt og lys i vores liv. Enten fordi vi havde brug for dem, eller fordi de havde brug for os.

Hvad enten man nu hører til dem, der kommer ofte eller sjældent i kirken, så er der et spørgsmål, der – for nogen tit, for andre måske kun en sjælden gang – trænger sig på hos os. Nemlig spørgsmålet: er der en Gud til?

Det spørgsmål kan stilles af nysgerrighed. Men det kan også stilles af nød.

  • Fordi vi er tvunget til det.
  • Fordi vi ikke kan lade være.
  • Fordi det ikke længere lader sig gøre at vise det fra sig.

Den situation indtræffer for mange, når vi står over for døden. Og den indtræffer, fordi vi ikke kan bære at være alene med døden.

Og selv om vi taler med hinanden om døden – og det er vi heldigvis blevet bedre til, især mens dødsfaldet er tæt på – så er der altid en del af de følelser, som et dødsfald udløser, som vi er helt alene med.

Selvom vi står en hel familie omkring en kiste, er der forskel på, hvordan det påvirker den enkelte at have mistet et barn, en far, sin mormor, sin barndomsven eller sin ægtefælle gennem et langt liv. 

Og helt særlig er situationen altid for den, der får ændret sin hverdag – som får ændret hver eneste dag fra nu af – fordi den, der nu er død, var en del af denne hverdag.

Måske den vigtigste del - Og når alle andre muligheder for samtale og henvendelse er opbrugt, så er der kun ét sted at vende sig med sin sorg, sit savn og måske også sin vrede. Nemlig til Gud.

Når vi står ved grænsen mellem liv og død, er det kun troen, der kan bære videre. Videnskaben fortæller os blot, at alt er forbi. Men troen siger, at alt ikke er forbi – hverken hos os eller hos Gud. 

Vi tror, at Gud også vil være hos os – og hos vores kære på den anden side af livets grænse. 

Hvordan et sådant liv efter døden vil forme sig, ja, det har vi ingen indsigt i. Og vi står os bedst ved at bruge vores kræfter på noget andet end at spekulere i livet efter døden. 

Vi kunne f.eks. bruge kræfterne på livet her før døden. Og så forsøge at hvile i troen på, at på den anden side af døden råder Gud.

Og så lade det være os nok.

Op al den ting som Gud har gjort

Af sognepræst Maria Louise Sønderby Andersen

For tiden går jeg mange ture. Som regel er det den samme tur, jeg går: Jeg går ud på Ahl. Jeg nyder den smukke natur, udsigten over Ebeltoft by, jeg snuser til hybenrosernes besnærende duft, mærker vinden i mit ansigt og hår. Jeg nyder synet af heste med føl, af svaler, måger og det rige fugleliv. Jeg går ud til vandet og hører det bruse eller klukke, og måske mærker jeg også på det for lige at føle, om det nu er blevet lunt.

Jeg går, når jeg har brug for at lade batterierne lidt op. Når der er for travlt på arbejdet, når noget tynger mig, når jeg er træt. Men jeg går også, når jeg er i godt humør, når jeg har lyst og tid til det. Jeg går i stort set al slags vejr. Gåturen er en pause, et åndehul fra hverdagens trummerum.

Når jeg går, så tænker jeg ofte på salmen Op al den ting, som Gud har gjort. Brorson skrev den i 1734, og den er stadig en af de mest elskede og sungne salmer.

Brorson voksede op i et præstehjem i Randerup i Sønderjylland, og man kan levende forestille sig, hvordan han gik omkring i de blomstrende marskenge med frit udsyn til himlen over sig.

Salmen beskriver den positive undren over naturen: Brorson er næsten svimmel over naturens skønhed, lige fra det mindste græs og blomsterne i enge til fugleflokken og den blinkende stjerneflok.

Ansigt til ansigt med Guds storslåede skaberværk er det svært at finde ord, der helt slår til. Det erkender Brorson, der jo ellers selv var ferm til at digte. Men det man kan gøre, er at bekende Guds storhed:

Hvad skal jeg sige? mine ord

vil ikke meget sige:

o Gud! Hvor er din visdom stor,

din godhed, kraft og rige!

Salmen har tydeligvis også inspireret Halfdan Rasmussen i digtet Den stærkeste mand:

Den stærkeste mand i verden

kan bære en flodhest i tænderne

og løfte en sporvogn fra skinnerne

imens han klapper i hænderne. 

Men sætte en blomst på et lille strå

og farve den vældige himmel blå

og skænke sin søster en mælketand

det evner han ikke, den stærke mand!

Den brorsonske udgave af den samme lovprisning lyder:

Gik alle konger frem på rad

i deres magt og vælde,

de mægted ej det mindste blad

at sætte på en nælde.

Disse to store digtere fortæller os, at der er mange ting i vores liv, vi ikke er herre over. Det er vi ellers ofte tilbøjelige til at forestille os; at vi skal have styr på alt, på stort og småt, og det kan medføre unødige bekymringer og stress.

I stedet for skulle vi måske rette fokus et andet sted hen? På alle de gode ting, der er i vores liv?

Der er så meget at sige tak for! Det mindes vi om i salmen, og det bliver jeg mindet om, hver gang, jeg går en af mine ture ud på Ahl. Her bliver min verden for en stund sat i perspektiv.

God sommer!

”Det sku` være så godt, og så det faktisk skidt”

Af sognepræst Heidi Bisgaard.

Sangen om Larsen var en del af min barndoms lydtapet. I sær husker jeg sangen fra min mormor og morfars køkken i det moderne parcelhus, de var flyttet ind i som aftægtsbolig efter de havde overdraget ”gården” - udtalt med et særligt Hornsherredsk dialekt - til min onkel. Det var ikke så tit vi besøgte vores mormor og morfar, for de boede på Midtsjælland og vi boede i Himmerland her i Jylland. Det var en lang tur, ja nærmest en rejse der tilbage i 70erne da jeg var barn, så det var noget der skulle planlægges. Men, det var altså hos min mormor og morfar, jeg første gang lagde mærke til Sangen om Larsen, hvor det sku være så godt, og så er det faktisk skidt.

For det synes jeg faktisk nogen gange det var hos min mormor og morfar. De forstod nemlig ikke hvor svært det kunne være at skulle forholde sig helt i ro, sidde stille og tie stille en hel halv time mens min morfar tog sin ritualiserede middagslur midt på dagen fra halv et til et. Hver dag. Alle de dage vi besøgte dem skulle min morfar ind og sove en lur og man måtte ikke forstyrre ham. Sådan var reglen.  Det var virkelig en hård regel, synes jeg dengang 5 år gammel.

Men så en dag skete det, at linjen fra Sangen om Larsen tilflød mine ører: ”det sku` vær` så godt, og så det faktisk skidt”. Dengang forstod jeg ikke hvad sangen handlede om, og slet ikke ironien i den, at det er sang om en mand der må se alle sine ambitioner blive indfriet af andre, mens Larsen aldrig selv når noget af alt det han stræber efter. Men jeg forstod linjen: Det sku vær så godt og så det faktisk skidt. For det synes jeg jo, var det jeg oplevede mens jeg ventede på, at min morfar skulle stå op fra sin middagspause.

Nu er det Kristi Himmelfart og sommeren nærmer sig og sommerferien. Også for os i vores lille familie er sommerplanerne så småt ved at tage form. Men i de sidste par dage har jeg taget mig selv i at gå og nynne linjen fra Sangen om Larsen. Hvorfor dog det? Lige pludselig slog det mig, at vi skal huske pauserne, hver dag, også i sommerferien. Et godt sted at holde en pause er i kirken. Mange kirker er åbne gennem dagen, så man bare kan gå ind og sætte sig. Men en gudstjeneste kan nu også noget. Høre en prædiken, synge med på salmerne, og lytte til organistens spil. På den måde få sat livet og ambitionerne og sommeren ind i en anden ramme end vi ellers lige gør. Det er nu helt godt.

God Kristi Himmelfart. Heidi Bisgaard

En mur af tavshed

Af sognepræst Maria Louise Sønderby Andersen

Der er en fantastisk dokumentar, der hedder "En mur af tavshed". Den handler om børn, der har mistet en forælder, og den efterfølgende tavshed dødsfaldet ofte medfører. Disse børn brænder ofte inde med en masse følelser; sorgen over tabet, angsten for at miste igen. For i skolen bliver de mødt af en mur af tavshed, fordi børnenes omgivelser ikke ved, hvordan de skal takle barnets sorg. Det er rigtig svært at tale om døden og de konsekvenser, den får for vores liv. Derfor er den letteste løsning at undgå at tale om sorgen, og en forfejlet pædagogisk metode er at lade barnet være i fred. Jeg kan selv huske en pige fra min skoletid, der mistede en lillebror. Lærernes råd var, at det var bedst, at vi lod hende være i fred.

Derudover har jeg oplevet det på egen krop, da min egen far var syg og tæt på at dø flere gange. På det tidspunkt gik jeg i 1.G., og mange af mine klassekammerater anede simpelthen ikke, hvordan de skulle takle sådan en situation, så de kom ikke hen og snakkede med mig.

Man mødes bogstavelig talt af en mur af tavshed. Herved rammes børnene dobbelt; nu skal de både håndtere sorgen og ensomheden. Jeg vil vove den påstand, at vi ikke møder sorgen og døden så tit i dagens samfund. De gamle kommer på plejehjem og de syge på sygehus. Vi har ikke en sørgeperiode, hvor vi går i sort tøj eller med sørgebind. Ydermere er der en tendens til, at vi gerne vil tage os godt ud på de sociale medier: Vi skriver kun de gode ting – og derfor ser vi ikke særlig meget til sorgen her.

Præst og psykoterapeut Bent Falk har sagt, at ”sorg er kærlighedens pris”. Når vi mister et elsket menneske, da er den pris, vi skal betale for kærligheden, sorgen. Og det er jo på sin vis positivt; for det betyder jo, at vi har haft noget godt sammen med det menneske, som det er værd at huske på og mindes.

Derfor skal vi turde at tale om sorgen: Vi skal turde spørge ind til, hvordan det egentlig går, når en i vores omgangskreds har mistet et elsket menneske. Vi skal turde bryde muren af tavshed ned. På den måde – tror jeg – lærer man ”lettere” at leve med sorgen og huske på de gode minder om afdøde, i stedet for at være nervøs for, hvordan omverdenen vil reagere, hvilket kan resultere i, at man gemmer sorgen og savnet væk.

I Syddjurs samarbejder kommune og kirke om sorggrupper, hvor man får lejlighed til at tale med andre i samme situation. Dels er der sorggrupper for voksne, dels oprettes en sorggruppe for børn og unge her til foråret.

Lad os turde bryde muren af tavshed!